Trio col Basso: Koncert søndag den 27. april kl. 16.00 i Slesvigske Musikhus – Entré for alle kr. 50,00
Trio col Basso er en strygetrio, der skaber fortællinger, som forbinder publikum og musikere gennem et udtryksfuldt klassisk repertoire med store følelsesudsving.
Trioen blev grundlagt i hjembyen Haderslev i 2014 og har siden opført talrige årlige koncerter, samt uddannet sig sammen og hver for sig på musikkonservatorier i Danmark, Sverige og Østrig. Trio col Basso har gennemført tre Danmarksturnéer i kirker, kammermusikforeninger og kulturhuse med støtte fra blandt andre William Demant Fonden og Knud Højgaards Fond. I 2022 fik de værket “Tranströmermusik” tilegnet dem af den svenske komponist Britta Byström med støtte fra Dansk Komponistforening i forbindelse med deres turné ”Nordiske Drømme om Livet”, som også bød på værker af Bent Sørensen og Jean Sibelius.
Desuden har de i 2022 stiftet det udvidede ensemble Ensemble Lyrikos, som specialiserer sig i at akkompagnere kor. På kort tid har ensemblet fået et flittigt virke, hvor de bl.a. har optrådt med Vivaldi og Händel med Sct. Clemens Drengekor og Michala Petri som solist i Aarhus Domkirke, samt opført Pergolesis Stabat Mater med både Fredensborg Slots Pigekor, Hillerød Kirkes Ungdomskor og Frederiksbergs Kirkes Ungdomskor.
Ved koncerten spilles:
Strygetrio i c-mol af Ludwig van Beethoven (1797)
1. Allegro con Spirito
2. Adagio con espressione
3. Scherzo. Allegro molto e vivace – Trio
4. Finale. Presto
Intermezzo for strygetrio af Zoltán Kodály (1905)
– Pause –
Tre brudestykker fra Sønderho efter Den Danske Strygekvartet (folkemelodier)
1. Ye Honest Bridal Couple (Færøerne) / Første brudestykke
2. Andet Brudestykke
3. Tredje Brudestykke
Variationer over en Bayersk folkemelodi af Richard Strauss (1882)
I pausen afholder Haderslev Musikforening sin
ordinære generalforsamling.
